Sitemap Udskriv siden

Mentorordningen

I forlængelse af, at mentorordningen i 2003 lovgivningsmæssigt blev indarbejdet i ”Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats” er mentorordningen blevet et integreret redskab i kommunernes beskæftigelsesindsats. Der findes i dag flere forskellige støttemuligheder til at bruge mentorordningen til at fastholde medarbejdere og elever.

Der er i praksis stadig stor variation i hvor meget og hvor struktureret den enkelte kommune anvender mentorordningen. Undersøgelser peger på, at kommuner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner generelt anerkender mentorordningen som et godt redskab inden for beskæftigelsesområdet.

Formål med at anvende mentorer

Mange kommuner har gode erfaringer med at lade private virksomheder eller uddannelsesinstitutioner tage et socialt medansvar over for grupper af borgere, som har vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Når kommuner inddrager aktørerne aktivt i processen med at få udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet, er det afgørende, at virksomheden og uddannelsesinstitutionerne tilføres den nødvendige viden og redskaber i forhold til at sikre, at den enkelte introduceres og fastholdes på arbejdspladsen.

I praksis er en mentor en ansat, der fungerer som støtte- og kontaktperson for en medarbejder; typisk en (ny)ansat med særlige behov. Det kan være langtidsledige og kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed, nydanskere, langtidssyge, fysisk og/eller psykisk handicappede, utilpassede og marginaliserede grupper m.fl. En mentor kan også være en lærer, der er mentor for en frafaldstruet elev eller unge med særlige behov.

MENTOR company’s redskaber er udviklet i samarbejde med erhvervslivet og kommuner med henblik på at sikre, at både virksomhed og kommunen taler samme sprog og har fælles referenceramme.

Formålet med at give ansatte en mentoruddannelse er således at sikre en grundlæggende forståelse for mentorrollen samt tilføre redskaber, så mentoren er personligt og fagligt parat til at deltage aktivt i at hjælpe den ledige eller eleven ind på arbejdsmarkedet. Ved at tilføre virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne viden og redskaber i forhold til kompetenceafklaring og –udvikling af udsatte borgere, opnår kommunen, at virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne bliver aktive samarbejdspartnere i forhold til jobskabelse for denne gruppe.


 Til top