Mentorkorpset i Slagelse
Velkommen
Hvis det er første gang, du skal være frivillig mentor for en anden person, kan du glæde dig til en spændende opgave.
Mentorkorpset har eksisteret siden 2007 og består af frivillige mentorer, som støtter sårbare unge mellem 15 og 25 år i at gennemføre en uddannelse.
Hvad er mentorkorpset?
Mentorkorpset er en selvstændig forening, som oprettes i kommunen og finansieres gennem puljer og sponsorater. Som mentor bliver du medlem af denne forening. Medlemskabet et gratis, og du kan til enhver tid melde dig ud.
Hvad er en mentor?
En mentor i Mentorkorpset er en moden voksen, som har ressourcer og overskud til at støtte et ungt menneske i ca. 4-6 timer om måneden med at udvikle deres livsfærdigheder. Livsfærdigheder betyder at kunne tackle dagligdagens krav og udfordringer effektivt, lærer at tilpasse sig og få en positiv adfærd. Livsfærdigheder vil øge den unges personlige og sociale kompetence og fremme deres helbred og velfærd.
Hvem er mentee?
Unge mænd og kvinder i alderen 15 - 25 år. Kendetegnende for målgruppen af unge kan være:
- Mistrivsel og ensomhed
- Manglende støtte i deres personlige, faglige og sociale udvikling hjemmefra.
- I fare for ikke at påbegynde en uddannelse
- Frafaldstruede i forhold til skole, uddannelse eller job
- Der har af den ene eller anden grund ikke været en positiv voksen rollemodel
- Sociale, personlige og faglige vanskeligheder
- Unge forældre
- Kriminelle eller kriminalitetstruede
- Har ikke nogen praktikplads eller noget job
Hvad skal en mentor kunne?
Mentors primære funktion er at støtte og vejlede den unge med henblik på at opnå en stabil ungdomstilværelse og blive i stand til at starte på og fastholde en uddannelse. Sekundært at hjælpe den unge i job.
En mentor er en rollemodel for den unge. Af samme grund skal man som mentor kunne fremlægge en pletfri straffe- og børneattest.
Mentors opgaver
Mentors primære opgaver er at støtte og vejlede den unge med henblik på at opnå en stabil ungdomstilværelse og blive i stand til at starte på og fastholde en uddannelse. Sekundært at hjælpe den unge i job.
Konkret indebærer det, at mentor har fokus på følgende forhold:
- Støtte de unge i at opnå personlige og sociale kompetencer og udvise en adfærd, der gør, at de kan fungere i en uddannelse eller på en arbejdsplads
- Hjælpe den unge med at opnå/fastholde en stabil og struktureret hverdag, hvilket bl.a. indbefatter at komme op om morgenen, overholde aftaler og forpligtigelser, planlægge aktiviteter mv.
- Støtte de unge i at færdiggøre deres skolegang, starte på en uddannelse og fastholde denne
- Hjælpe de unge, således at de opnår de samme basale livsfærdigheder som ikke sårbare unge, hvilket betyder, at de er i stand til bo selv, købe ind, lave mad, gøre rent, sørge for egen hygiejne eller rent tøj, håndtere deres økonomi, bolig m.v.
- Støtte de unge i at få etableret stabile relationer til deres forældre og/eller anden familie samt medvirke til, at de unge forbedrer deres relationer til venner og andre netværkspersoner eller etablerer nye positive relationer.
For at kunne varetage mentorfunktionen professionelt er det vigtigt, at alle de frivillige gennemgår et certificerende mentorkursus på to dage.
Mentorkursus
På mentorkurset vil du få viden om de unge, og du vil få nogle funktionelle værktøjer til din opgave. MENTOR company er landets førende udbyder af mentorkurser, og vi har uddannet flere tusinde mentorer i hele landet.
Netværksmøder
Som mentor får du muligheden for at mødes på netværksmøder med dine mentorkolleger hvert kvartal. Her kan du udveksle erfaringer og tilegne dig yderligere viden om de unges problemstillinger og diagnoser samt din egen mentorfunktion.
Mentorskab
Når du har gennemgået mentorkurset, vil du blive matchet med en ung ud fra geografi, fritidsinteresser, den unges behov og din baggrund. Vi arrangerer et møde på vores adresse mellem dig, den unge og en repræsentant fra projektet. Hvis der er enighed fra begge parter, indgås der en mentoraftale.
Du forpligter dig til at mødes med den unge ca. 1-2 timer om ugen i min. tre måneder. I de 1-2 timer om ugen medregnes både samtaler, sms, mails og telefon. Mentorskabet kan forlænges efter de tre måneder, hvis begge parter er indforstået.
Du vil få dine udgifter til transport og telefon dækket.
Hotline
Som mentor får du gratis adgang til vores hotline. Her vil du kunne stille spørgsmål og få gode råd.



Tilmeld dig til Mentorkorpset